Om Familietilbuddet, døgn


Beskrivelse af tilbuddet
Døgntilbuddet tilbyder en forbyggende og behandlende indsats, hvor familier indskrives med henblik på udredning og behandling af forholdene omkring barnets og familiens aktuelle støtte – samt udviklingsmæssige behov.

Døgntilbuddet giver en særlig mulighed for bredt at kunne afdække og beskrive familiens ressourcer og vanskeligheder.

Et behandlingsforløb kan tilrettelægges således, at udviklingsstøtten/indsatsen bliver både intensiv, kontinuerlig og målrettet.

Der er mulighed for at få et indgående kendskab til familien. At der over tid opbygges en tillid og tryghed mellem familien og medarbejderne, der bidrager til, at den enkelte forælder bliver mere motiveret og indstillet på at arbejde med at skabe forandring.

Udredning og behandling ses som et kombineret forløb.

Udredning:

  • Beskrive barnets ressourcer og udviklingsmæssige behov.
  • Afdækning af forældrekompetence, det vil sige, en udredning af forældrenes kompetencer set i forhold til barnets udviklingsmæssige behov.
  • Beskrive den familie, som barnet befinder sig i, og samspillet mellem familien og omgivelserne. Målet er at komme omkring alle perspektiver i forhold til barnets velfærd.
  • En afdækning af familiens forandringspotentiale. Der vurderes, i hvilken grad forældrene tager ny viden til sig og formår at omsætte denne til kompetencer, samt deres muligheder for udvikling set i forhold til barnets udviklingsmæssige behov.

Behandlingsarbejde:
Den behandlingsmæssige indsats medvirker til at forældrene tilegner sig indsigt og nye forståelsesformer og handlemuligheder.

Behandlingen er individuelt tilrettelagt, således at indhold og metoder målrettes den enkelte families udviklingsmæssige behov.

Formålet er gennem samtaler, samvær og målrettede aktiviteter:

  • At støtte forældrene i at få indsigt i barnets ressourcer og vanskeligheder, samt behov for udviklingsstøtte
  • At udvikle og styrke forældrekompetence, herunder tilknytningen til barnet, således at barnets trivsel og udvikling sikres.
Målgruppe
Døgntilbuddet modtager gravide, enlige forældre og par med barn, hvor der er bekymring for barnets velfærd, udvikling og trivsel.

Forældre og barnets vanskeligheder og udfordringer kan være inden for forskellige områder og af forskelligt omfang.

Vi varetager en bred vifte af forskellige opgaver. Skulle der være behov for løsning af en opgave, der ikke er beskrevet i vores tilbud, er I velkomne til at kontakte os.

Visitation
For visitation og salg af pladser til andre kommuner henvises til socialfaglig leder Merete Bonne i Frederiksberg Kommune på telefon 3821 3610.

I er velkomne til at kontakte afdelingsleder Berit Reimer på telefon

3378 0047 for yderligere information og/eller sparring i forhold til, om et ophold i døgntilbud skønnes relevant.

Der er mulighed for at aftale et besøg i Familietilbuddet-døgn. Et sådan besøg kan give mulighed for, at familien kan se de fysiske rammer og møde medarbejderne.

Forud for indflytning afholdes et formøde.

Hvordan bor familien
Der er plads til tre familier. Den enkelte familie har 1-2 familieværelser til rådighed. Værelserne er møbleret, og der er adgang til kabel-tv og trådløst internet.

Fællesarealerne som deles af de tre familier, består af:

  • Opholdsstue med tv og legekrog
  • Badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler
  • Puslerum
  • Køkken–alrum med legehjørne

Der er adgang til have med legeplads og stort aktivitetsrum i kælderen.

Den enkelte familie står for egen husholdning.