Samarbejde


Formøde
Der afholdes et formøde med familien og sagsbehandler.

På formødet deltager forældre, sagsbehandler samt afdelingsleder og medarbejdere fra Familietilbuddet.

På formødet fortæller forældrene om, hvordan de oplever deres nuværende situation og ønsker om forandringer i familien.

Sagsbehandler redegør for målet med, samt forventninger til et forløb i familietilbuddet.

Det er herefter op til alle parter at tage stilling til, om et forløb i Familietilbuddet er relevant. Der kan om nødvendigt afholdes flere formøder.

Den samboende familie, uanset biologisk tilhørsforhold, indgår i behandlingsforløbet. Andre familiemedlemmer, der har indflydelse i familien, kan inddrages i familiebehandlingen.

Netværksmøder
Netværksmøder – at inddrage netværket i behandlingsprocessen.

Netværksmøderne er procesmøder, hvor relevante personer omkring familien deltager sammen med forældrene. Herved bliver alle medaktører inddraget i behandlingsforløbet med den indfaldsvinkel, som hver især har til familien. Når familien starter i behandling i Familietilbuddet har familien allerede kontakt til en eller flere offentlige personer som fx sagsbehandler, børnenes lærere og pædagoger. Det er af stor betydning for behandlingsforløbet, at alle inddrages i netværksprocessen med henblik på at styrke samarbejde og koordinering til gavn for familien.

Formålet med netværksmøderne er:

  • At skabe samarbejde og koordinering
  • At høre forældrenes ønske om forandringer i familien
  • At medinddrage det professionelle netværks ønske om forandringer og dets forventninger
  • At holde fokus på familiens ressourcer
  • At holde fokus på hvad den enkelte kan bidrage med for at støtte familiens udvikling
  • At netværket får et ændret syn på familien, således at familiens opnåede resultater kan bevares efter endt forløb.

Kontaktteam
Familien tilknyttes et kontaktteam, der i samarbejde med familien har ansvaret for tilrettelæggelse af indsatsen.

Ved endt behandlingsforløb
Som afslutning på behandlingsforløbet afholdes et afsluttende netværksmøde.

Såfremt sagsbehandleren ønsker det, skrives der en udtalelse/ forløbsbeskrivelse over behandlingsforløbet.

Efter endt behandling kan familien efter behov henvende sig for to efterfølgende samtaler.